Magnetsansen

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket! Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Drlectin (diskussion) 31. dec. 2025, 13:57 (CET)

Magnetsansen, også kaldet magnetoreception, magnetoception eller kompassansen, er en sans, der gør det muligt for en biologisk organisme at registrere og navigere efter Jordens magnetfelt. Velbeskrevne eksempler herpå er trækfuglenes og monarksommerfuglens præcise rejser mellem bestemte geografiske tilholdssteder.

Mennesket tilskrives traditionelt 5 sanser: følesansen, synet, hørelsen, lugtesansen og smagssansen. Nogle dyr har i tilgift udviklet magnetsansen; det er bl.a. nogle leddyr, bløddyr og hvirveldyr (fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr). Magnetsansen bruges primært til orientering og navigation, men den kan også medvirke til at danne regionale kort.

Kvantebiologi

Skitse af den kvantemekaniske radikalparmekanisme

Eksperimenter på trækfugle giver bevis for, at de bruger et protein i øjets retina (nethinde) kaldet kryptokrom (eng. cryptochrome). Dette protein har den specielle egenskab, at det som kompassensor kan registrere magnetfelter gennem en meget følsom kvantebiologisk mekanisme, hvor lyspåvirkning danner radikalpar, jvf. illustrationen. Denne mekanisme kaldes derfor “kvante-radikalparmekanismen”.

Denne mekanisme er ekstremt følsom over for svage magnetfelter og forstyrres af radiobølger i modsætning til et konventionelt jernkompas.

Cryptochrome er desuden involveret i at regulere døgnrytmen i pattedyr, og i planter bruges cryptochrome til at regulere, hvornår planten skal vokse.

Magnetitpartikler

I tilgift til cryptochrome indeholder trækfugle små partikler af mineralet magnetit (jernoxid) i deres næb. Disse partikler menes at fungere som en slags indre kompas, der supplerer bestemmelse af retning og kortlægning af ruter.

Magnetoreception baseret på magnetit kan spores 370 millioner år tilbage i hvirveldyr.

Bruskfisk

Bruskfisk, herunder hajer og rokker, kan registrere små variationer i elektrisk potentiale med deres elektroreceptive organer, Lorenzinis ampuller. Disse ser ud til at være i stand til at detektere magnetfelter ved induktion. Der er tegn på, at disse fisk bruger magnetfelter til navigation. Dette fænomenbetegnes også som electroreception.